Demonstration i Aarhus mod krig og oprustning

Omkring 100 mennesker samledes tirsdag den 10. marts på Klostertorvet i Aarhus for at protestere mod USA’s og Israels angreb på Iran.

Det var en råkold forårsdag. Gråvejret hang lavt over byen og var ved at slå over i tåge, mens skumringen faldt på over torvet. I det dæmpede lys stod bannere og flag som mørke silhuetter mod himlen.

Budskabet var klart: Stop krigen mod Iran.

Demonstrationen var organiseret af Netværket mod USA’s aggressioner med Folkelisten for Fred og Velfærd og Rødt Venstre Region Midtjylland som medarrangører.

På pladsen vajede bannere med budskaber som “Globalt oprør kan stoppe imperialismen”, “Opsig baseaftalen med USA”, “Stop USA-imperialisme”, “Yankee go home!” og “No war on Iran!”. En mindre gruppe deltagere stod også med iranske flag som et udtryk for solidaritet med det iranske folk.

Velkomsten blev holdt af Birthe Sørensen Ahrendt, hvorefter flere talere tog ordet.

Carsten Andersen fra Århus mod Krig og Terror advarede mod konsekvenserne af en krig mod Iran.

“Krigen ser ud til at blive en blodig, ødelæggende og langvarig storkrig med konsekvenser for hele verden,” sagde han.

Han mindede også om, at der tidligere fandtes en international aftale, som sikrede kontrol med Irans atomprogram.

“Der var en velfungerende aftale, forhandlet med EU og overvåget af atomenergikommissionen, som sikrede, at Iran ikke producerede atomvåben. Iran overholdt aftalen – men Trump annullerede den.”

Samtidig understregede han, at modstanden mod krigen ikke er det samme som støtte til det iranske regime.

“Når vi siger ‘Stop krigen mod Iran’, er det ikke fordi vi støtter det iranske præstestyre – men fordi krigen rammer iranerne.”

Jens Crumlin fra Det jyske basesamarbejde og Nordjysk Enhedsinitiativ satte krigen ind i et bredere perspektiv og pegede på USA’s globale militære strategi.

“Det handler ikke om atomvåben. Det handler ikke om befrielse af Iran fra et undertrykkende præstestyre. Det handler om USA’s kamp for at bevare verdensherredømmet.”

Han pegede også på betydningen af USA’s globale netværk af militærbaser.

“Det er dette netværk af militærbaser der er livsnerven i USA’s strategi for global dominans.”

Netop derfor lød et centralt krav fra demonstrationen:

Opsig baseaftalen med USA.
Nej til amerikanske baser i Danmark.

Den iranske ph.d.-studerende Faezeh Darki, der bor i Danmark, advarede i sin tale mod forestillingen om, at krig udefra kan skabe frihed eller demokrati i Iran. Erfaringerne fra krige i Irak, Libyen og Afghanistan viser snarere det modsatte.

Undervejs bidrog Steen Vejgaard og Henning Langkjer med musik på torvet.

Da mødet nærmede sig sin afslutning, var skumringen blevet til tåge over Klostertorvet.

Til sidst samledes deltagerne om en fælles sang. I den kolde aarhusianske aften sang de “Kringsatt av fiender” – den norske modstandssang skrevet af Nordahl Grieg og sat i musik af Otto Mortensen.

Krig er forakt for liv.
Fred er at skabe.

Ordene hang et øjeblik i luften, før deltagerne langsomt begyndte at bryde op og forsvinde ud i den tågede aarhusianske aften.