Af Per Møller Jacobsen
Den aktuelle debat om amerikanske baser i Danmark kan ikke adskilles fra udviklingen i Arktis og den måde, stormagter – og især USA – i stigende grad tænker og taler om Grønland.
Når Donald Trump – og dele af det politiske miljø omkring ham – igen viser et ønske om at “få” Grønland, er det let at afvise det som provokation eller sær retorik. Men det ville være en fejl. For uanset hvordan man vurderer Trump som person, afspejler udmeldingerne en mere grundlæggende tendens: Grønland bliver i disse år opfattet som en strategisk nøgle – og derfor et mål for stormagtspolitik.
Det er præcis i den kontekst, spørgsmålet om amerikanske baser i Danmark bliver alvorligt. For baser er ikke blot et “symbol på alliance”. De er militære og logistiske platforme. De skaber kapacitet. Og kapacitet kan bruges – også på måder, der ikke nødvendigvis stemmer overens med danske interesser eller med befolkningens opfattelse af sikkerhed.
Det er derfor ikke et spørgsmål om én præsident eller et enkelt udspil. Det handler om USA som global stormagt og militær aktør, og om et mønster, der går på tværs af skiftende regeringer: USA bruger militær tilstedeværelse som redskab til at sikre strategisk dominans, adgang til ressourcer og kontrol med internationale ruter og områder. I praksis handler det om imperialisme – altså en verdensorden, hvor militær magt og økonomiske interesser går hånd i hånd, og hvor små lande og mindre folk ofte bliver gjort til brikker i en større strategi.
Stormagtspolitik i Arktis: Grønland er blevet strategisk
Arktis er ikke længere en perifer region. Klimaforandringer, nye sejlruter, adgang til råstoffer og militærstrategiske hensyn har flyttet regionen ind i centrum af international sikkerhedspolitik.
Grønland står midt i dette. Dets geografiske placering gør øen til et knudepunkt i en større sikkerhedsarkitektur, hvor stormagter tænker i radarer, baser, overvågning og kontrol med luftrum og farvande. Derfor bliver Grønland i højere grad set som et område, man skal have “indflydelse over”, snarere end et folk med ret til selvbestemmelse. I dele af USA’s retorik behandles Grønlands befolkning endda knapt som et folk med egne rettigheder.
Når USA signalerer, at Grønland er et amerikansk interesseområde – og i ekstreme formuleringer et område, USA kan gøre krav på – er det udtryk for den samme logik, som historisk har præget stormagters adfærd: at militær og strategisk dominans kan sættes over politisk og demokratisk legitimitet og at respekt for oprindelige folks rettigheder alt for ofte bliver en parentes, når stormagtsinteresser står på spil.
I en sådan situation bør den danske reaktion ikke være at give USA endnu større militært råderum i Danmark. Tværtimod bør konklusionen være, at vi skal trække en klar grænse. For hvis Grønland igen gøres til genstand for stormagtspres og “krav”, er det netop nu, vi skal afvise at Danmark skal være platform, bagland og logistisk knudepunkt for den udvikling.
Hvad er en baseaftale i praksis?
En baseaftale handler ikke kun om “hjælp i en krisesituation”. Den handler om adgang, tilstedeværelse og råderum – og om at etablere et brohoved på et andet lands territorium.
Når en stormagt får militære faciliteter, særlige rettigheder og operativ adgang i et andet land, bliver den militære infrastruktur delvist flyttet ud af demokratisk kontrol. Værtslandet bindes tættere til stormagtens strategi, og det bliver sværere at sige nej, hvis stormagten eskalerer eller udvider sin aktivitet. Det sker sjældent fra den ene dag til den anden, men gennem normalisering: først “samarbejde”, så “tilstedeværelse”, så “nødvendige tilpasninger” og til sidst en ny permanent virkelighed.
Det gælder især, når det handler om et land som USA, der gennem årtier har brugt baser globalt som et redskab i udenrigspolitikken. Ikke kun i direkte forsvar, men til afskrækkelse, pres, magtprojektion og militær indflydelse. Pointen er derfor ikke, at en base automatisk betyder krig. Pointen er, at baser skaber mulighedsrummet for krig og eskalation, og at de ændrer magtforholdet mellem det land, der huser basen, og den stat, der kontrollerer den.
Det er også værd at huske, at oprustning ikke kun er “sikkerhedspolitik”. Oprustning er også et økonomisk og industrielt projekt. Store offentlige investeringer flyttes over i militær infrastruktur, kontrakter, våbensystemer og leverandørkæder. Der findes magtfulde interesser, som tjener på den udvikling, og det gør det politisk sværere at stoppe den igen, når først den er sat i gang.
Hvorfor Karup? Når basen bliver lokal, bliver risikoen lokal
Flyvestation Karup er ikke et abstrakt punkt på et kort. Det er et konkret sted i Danmark – midt i vores eget område – tæt på lokalsamfund, arbejdspladser og helt almindelige menneskers hverdag.
Det er netop derfor, modstanden ikke kun er et principielt spørgsmål, men et helt konkret spørgsmål om sikkerhed og risiko. Når der etableres amerikanske militære faciliteter ved Flyvestation Karup, bliver området automatisk en del af stormagters militære planlægning. Det betyder, at Midtjylland i en konfliktsituation kan blive opfattet som et legitimt mål, ikke fordi vi selv ønsker det, men fordi der placeres militær kapacitet her. En base gør et område til en brik i strategiske vurderinger og i værste fald til et muligt bombemål i en konflikt, vi ikke har valgt.
Det er en brutal, men nødvendig sandhed: når militær infrastruktur udbygges, følger der også en logik med om mål, modmål og militære prioriteringer. Det er netop den logik, vi ønsker at trække Danmark væk fra – ikke længere ind i.
Aftalens varighed: 10 år – og den fortsætter, hvis man ikke stopper den
Forsvarssamarbejdsaftalen mellem Danmark og USA er ikke en kort, midlertidig løsning. Den er indgået for 10 år, og pointen er netop, at den skaber en langvarig ramme for amerikansk tilstedeværelse og militær aktivitet på dansk territorium.
Det er altså ikke noget, man “prøver af i en periode” og derefter evaluerer på et frit grundlag. Aftalen lægger op til en mere fast militær tilknytning, hvor den praktiske normaltilstand bliver, at USA har adgang, faciliteter og operativ mulighed i Danmark.
Det betyder i praksis, at hvis man først accepterer aftalen, så skal der meget til politisk at rulle den tilbage. Og i en situation, hvor USA’s politiske kurs kan skifte dramatisk fra valg til valg, gør en 10-årig aftale Danmark mere sårbart. Vi binder vores territorium til en stormagts militære apparat i en lang periode – også selv om stormagtens politik udvikler sig i en langt mere aggressiv retning.
Samtidig er det vigtigt at forstå, at en baseaftale ikke kun ændrer forholdet mellem Danmark og USA på papiret. Den ændrer også den praktiske virkelighed: planlægning, samarbejdsrutiner, sikkerhedszoner, og den måde Forsvaret og politiske beslutningstagere begynder at tænke i “nødvendige hensyn”. Det bliver sværere at sige stop, netop fordi det hele gradvist bliver gjort til normal drift.
Jurisdiktion: Når retssikkerheden udhules, udhules suveræniteten
Et af de mest omdiskuterede punkter er, at aftalen – og den danske lovgivning omkring den – giver USA jurisdiktion over egne soldater i Danmark. Kritikken går på, at det kan betyde, at hvis amerikansk militært personel begår alvorlige lovbrud, så kan det i realiteten blive USA – ikke Danmark – der afgør, hvordan sagen håndteres.
Det udfordrer et helt grundlæggende princip for en retsstat: at den, der begår kriminalitet på dansk jord, skal kunne stilles til ansvar under dansk jurisdiktion. Og det er ikke en lille teknikalitet. Det handler om selve ideen om lige ret for loven, og om at demokratiet ikke kun er noget vi stemmer om hvert fjerde år, men noget der også findes i den konkrete magtudøvelse.
Når en stat giver en anden stat udvidet juridisk og operativ kontrol inden for egne grænser, flytter man magt væk fra befolkningen og landets institutioner. Det er ekstra bekymrende i en tid, hvor USA’s politiske ledelse – uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus – igen og igen har vist vilje til at bruge militær og økonomiske pressionsmidler for at fremme egne strategiske mål.
I et marxistisk perspektiv er dette netop et eksempel på, hvordan formel suverænitet kan udhules af realpolitisk magt. Det kan stadig “hedde” dansk territorium, men råderummet, beslutningerne og kontrollen kan gradvist flytte sig i retning af den stærkeste part. Og historisk er det netop sådan imperialisme fungerer: ved at skabe afhængighed, bindinger og strukturer, der er svære at bryde, selv hvis befolkningen ønsker det.
Militarisering af hverdagen: våben og militær tilstedeværelse i civilsamfundet
En baseaftale handler ikke kun om faciliteter og militær planlægning. Den handler også om tilstedeværelse.
Vi skal ikke vænne os til, at udenlandsk militært personel kan færdes i Danmark med våben og særlige rettigheder. Det skubber samfundet i en retning, hvor militær logik bliver normaliseret, også i det offentlige rum. Det forandrer forholdet mellem stat og borgere, og det forandrer den måde et samfund opleves: fra civilsamfund til sikkerhedszoner, fra borgerrettigheder til “særlige hensyn”.
Tryghed skabes ikke ved at gøre militarisering til en del af hverdagen. Tryghed skabes ved demokrati, åbenhed og afspænding.
Danmark risikerer at blive en brik i en udvikling, vi ikke kontrollerer
Hvis USA ser Grønland som et strategisk mål, giver det ingen mening, at Danmark samtidig øger USA’s militære handlemuligheder på dansk jord.
I sådan en situation kan Danmark meget hurtigt blive trukket ind i et stormagtsspil på flere niveauer. Ikke kun gennem militær planlægning og tilstedeværelse, men også diplomatisk gennem pres og forventninger om loyalitet. Det kan ske praktisk gennem logistik, transit og operationer, og strategisk gennem Arktis’ voksende rolle.
Det gælder uanset hvilke skiftende regeringer der sidder i Danmark, og uanset om det bliver forklaret som “forebyggelse” eller “forsvar”. Man kan nemlig ikke på én gang sige, at Grønland skal respekteres og beskyttes mod pres, og samtidig give den samme stormagt større militært råderum i Danmark. Det hænger ikke sammen.
Den dybere mekanisme: Når interesser bliver vigtigere end principper
Den bredere pointe – som ikke kræver en bestemt ideologi for at forstå – er, at stormagter sjældent handler ud fra moralske principper alene. De handler ud fra interesser: militære, økonomiske og strategiske.
USA har gennem historien vist, at de først og fremmest forfølger egne interesser. Andre nationer og folk kan i den logik blive midler til at nå bestemte mål. Der er en tendens til at tro, at denne strategi kun er blevet praktiseret af Trump, men et nærmere blik på historien viser, at det er et mønster, der går på tværs af præsidenter og regeringer. Metoderne kan skifte, sproget kan skifte, men grundmønsteret består: at militær magt bruges til at sikre politisk og økonomisk dominans.
I et marxistisk perspektiv er dette forbundet med kapitalismens globale struktur. Når stater konkurrerer om ressourcer, ruter og indflydelse, bliver militær magt et redskab til at beskytte økonomiske interesser. Baser er ikke bare “forsvar”, men et led i magtprojektion. Det er derfor ikke tilfældigt, at baser ofte etableres, udvides eller “normaliseres” netop i perioder, hvor stormagtskonkurrence skærpes.
Når interesserne bliver store nok, og konkurrencen mellem stormagter tilspidses, bliver små lande og mindre folk ofte reduceret til “områder” i en strategi. Det er præcis det, vi ser konturerne af her. Og derfor er det et politisk ansvar at sige fra, før det bliver gjort til normaltilstand, at Grønland omtales som noget man kan “få”, og før Danmark gradvist overlader mere militært råderum til en stormagt.
Oprustning har en pris – og regningen sendes nedad
Når vi binder os tættere til militær oprustning og stormagtspolitik, får det også en økonomisk pris.
Milliarder til militær og militær infrastruktur er milliarder, der ikke går til velfærd, klima og social tryghed. Og det er netop her, klasseperspektivet bliver tydeligt. For det er ikke ministre, direktører eller våbenproducenter, der betaler prisen, hvis samfundet presses økonomisk eller sikkerhedspolitisk. Det er almindelige mennesker, der betaler: gennem nedskæringer, gennem forringelser, gennem utryghed og gennem risikoen for at blive trukket ind i konflikter, man ikke har stemt om og ikke har valgt.
Samtidig findes der økonomiske interesser, som vinder på oprustning. Når våbenindustrien og militærleverandører får større kontrakter, bliver oprustning også en forretning. Det kan skubbe politikken i retning af mere militær, mere budget, mere “nødvendighed”, selv når det i virkeligheden skaber større spændinger og større risiko.
Hvad demonstrationen principielt handler om
Demonstrationen handler ikke om had til amerikanere, og heller ikke om at benægte, at Danmark har sikkerhedsudfordringer.
Den handler om noget langt mere grundlæggende: at Danmark ikke skal være afsæt for stormagtsstrategi, og at Grønland ikke skal behandles som en brik i global magtkamp. Den handler om, at demokrati og suverænitet ikke må udhules af militære aftaler, og at retssikkerhed skal gælde på dansk jord – også når det gælder udenlandsk militært personel.
Den handler også om en helt konkret sikkerhed for mennesker her: at Midtjylland ikke skal gøres til et militært knudepunkt og et muligt mål for angreb i en konflikt, vi ikke har valgt. Og den handler om, at sikkerhed ikke skabes ved at importere konflikter og militarisere samfundet, men ved at mindske spændinger, styrke diplomati og fastholde folkelig og demokratisk kontrol.
Hvis Grønland igen bliver gjort til genstand for krav og trusler, er det netop nu, vi skal trække en klar linje:
Danmark skal ikke være platform for en stormagts militære handlefrihed.
Konklusion
Når USA under Trump – og med støtte fra stærke kræfter – signalerer ønske om kontrol over Grønland, gør det baseaftalen i Danmark langt mere farlig og langt mere aktuel.
Det handler ikke om retorik. Det handler om magt, råderum og muligheden for eskalation. Det handler om en imperialistisk logik, hvor militær tilstedeværelse bruges til at sikre strategiske og økonomiske interesser – og hvor små lande risikerer at blive fanget i et spil, de ikke kontrollerer.
Derfor giver det både politisk, demokratisk og menneskeligt mening at sige:
Væk med baseaftalen – nu.
